Psykoterapeut MPF

For voksne i mistrivsel

Uddannet i emotionsfokuseret terapi

Med dig i centrum får du mulighed for at dykke ned i
dine følelser og tanker, hvor du kan skabe den ønskede forandring i dit liv.

Emotionsfokuseret terapi på Amager

Som uddannet psykoterapeut MPF i emotionsfokuseret terapi (EFT) arbejder jeg oplevelsesorienteret, og tager udgangspunkt i det der fylder hos dig her og nu, hvor vi sammen går på opdagelse og er undersøgende i det følelsesmæssige som kroppen fortæller, da vores følelser fortæller os om noget er godt, svært eller farligt. Ved at blive opmærksom på sine følelser og udtrykke dem, gives der plads til refleksion og meningsdannelse. Derigennem støttes man til at kunne bruge sine følelser som et indre navigationssystem, der tjener en hensigtsmæssigt igennem livet.

Som terapeut vil du opleve mig som rolig, lyttende, undersøgende og empatisk. Det er vigtigt for mig at skabe et tillidsfuldt og støttende miljø. hvor du trygt kan åbne op for dine følelser og udfordringer. Vi er alle unikke og derfor tilpasser jeg mine terapeutiske metoder og teknikker for at imødekomme dine specifikke udfordringer og mål.

Mistrivsel

Det er en naturlig del af livet, at vi som mennesker oplever kriser eller udfordringer, som påvirker os i vores daglige liv. For nogle kan det være enkeltstående akutte livskriser, som f.eks. skilsmisse, dødsfald af en nærtstående, stress eller depression. Hvor der for andre kan være udfordringer, som man har båret på igennem størstedelen af livet, såsom lavt selvværd, følelsen af at være forkert, nedtrykthed, angst, ensomhed, meningsløshed, tilknytningsudfordringer mv.

Uanset hvilke udfordringer vi møder på vores vej, så er fællesbetegnelsen, at det kan være udfordrende at stå alene med, og selv at skulle finde de rette værktøjer til at skabe en positiv forandring for sig selv. 

Vi går alle igennem livet på forskellig vis, nogle har haft en tryg og rolig barndom, hvor andre er vokset op under vilkår, der kan være svært for et barn at rumme. De oplevelser vi har med os og det miljø vi er opvokset i, er med til at forme os som mennesker og har stor betydning for, hvordan vi håndterer de udfordringer, vi møder igennem livet som voksen, samt den måde vi ser på os selv.

Om Bag Solens Stråler

Baggrunden for at jeg har valgt at kalde min virksomhed for Bag Solens Stråler er, at vi mennesker har tendens til at udstråle at vi har det godt og har styr på vores liv, mens vi inderst inde kan have ubehag og ondt i livet af forskellige årsager. Det kan som udgangspunkt være svært at se på os mennesker, hvordan vi har det og oftest kan vi have følelsen af at være den eneste, der synes at livet kan være hårdt, hvilket kan være ensomt. 

For mig udtrykker begrebet Bag Solens Stråler endvidere et ukendt indre landskab, hvor man har mulighed for at blive klogere på sig selv og derigennem udvikle sig.

Om Louise

Igennem hele mit liv har jeg altid haft stor interesse for psykologi, hvorfor vi mennesker agerer, som vi gør og generelt været nysgerrig på mennesker. Siden jeg var barn, har jeg altid været rummelig, forstående og anerkendende overfor alle mennesker og vores forskelligheder, så det at arbejde med mennesker har altid faldet mig meget naturligt.

Jeg har arbejdet professionelt med mennesker i over 10 år. Uddannelsesmæssigt er jeg uddannet socialrådgiver og har efterfølgende gennemført en 4-årig psykoterapeutisk uddannelse på EFT-Instituttet.

Som psykoterapeut er det vigtigt for mig at skabe et tillidsfuldt, rummeligt og nærværende rum, hvor der er plads til alle følelser. Tryghed skaber rammen for at åbne op for sin sårbarhed.

Privat har jeg 2 børn, som jeg bor alene sammen med fuldtid. Jeg er vokset op i en god kernefamilie fyldt med kærlighed og omsorg. Igennem livet har jeg dog oplevet flere kriser i mit liv, bl.a. en udfordrende skilsmisse med min eksmand, som jeg var sammen med igennem 16 år. Været udsat for stalking i over 2 år, har haft angstanfald, stress og svær depression. I dag er jeg landet et godt sted i mit liv, hvilket psykoterapi har været medspillende til, så jeg ved hvor vigtigt, det er at få skabt et godt og stærkt fundament, som er afgørende for at kunne stå stærkere igennem livets dilemmaer.

En uforpligtende snak?

Som psykoterapeut er det vigtigt for mig at skabe et tillidsfuldt, rummeligt og åbent rum, hvor der er plads til alle følelser. Der ligger en stor vigtighed i at mærke, at kemien er til stede, for at kunne åbne for sin sårbarhed. Derfor er du hjertelig velkommen til at kontakte mig telefonisk for en kortere uforpligtende snak, for at fornemme om du kan mærke tryghed i at komme i terapi hos mig.

Priser

Individuel terapi – 1 session af varighed på 60 min.                                                                                                      800.-

Klippekort – 5 sessioner af varighed på 60 minutter (spar 10%)                                                                                3600.-

Betaling skal ske senest efter sessionen via mobilepay: 823735 eller kontooverførsel: Jyske Bank reg.nr.: 5148 kontonr.: 1076514

Skulle du være forhindret i at komme til vores aftale, bedes du meddele dette på telefon: 22 71 04 89 eller mail: louise@bagsolensstraaler.com senest 24 timer inden sessionens start, ellers vil det fulde beløb blive opkrævet. Dette gør sig også gældende ved brug af klippekort. 

Varighed

Som udgangspunkt varer en session 60 minutter. Det er dog vigtigt for mig, at du kommer ud fra terapien med en opløftende følelse og med noget der har givet værdi til dig. Derfor kan der være tilfælde, hvor sessionen kan trække ud, dette vil naturligvis ikke have yderligere omkostninger for dig. 

At gå i terapi er en proces i ens personlige udvikling. Det tager tid at skabe forandring, og derfor er det ikke muligt at give et helt konkret bud på varigheden af et terapiforløb, da dette kan være meget forskelligt, afhængigt af problematikken og omfanget. Min anbefaling er at starte op mere intensivt, f.eks. en gang om ugen eller hver 14. dag, de første 3-4 sessioner. Herefter vil nogle have gavn af sessioner med større tidsinterval, eller hvis behovet opstår.

Klinikken

Klinikken har adresse på:
Vermlandsgade 51, 1.
2300 København S

Åbningstider:
Mandag – fredag kl. 09-17

Der er mulighed for terapisessioner udenfor åbningstiderne, efter særlig aftale.

Hvis du ankommer med bil, er der gode parkeringsmuligheder med 2 timers gratis parkering.
Der er desuden gode muligheder med offentlig transport.

Når du træder ind på 1. sal er der et venteområde, hvor du kan sætte dig, så kommer jeg og henter dig.

Hvordan kan du kontakte mig?

Jeg kan kontaktes på både telefon og sms på tlf.nr.: 22 71 04 89 og på mail på louise@bagsolensstraaler.com.
Du kan også sende mig en sms, om at du vil kontaktes, så ringer jeg dig op.

Du er meget velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende snak, eller hvis du har spørgsmål til, hvordan
jeg kan hjælpe dig med dine udfordringer.

Scroll to Top